top of page

Charlotte Diane Cruse 

                        

En præsentation 

 

Inge Schjødt, komkunst.dk, 

21. august 2026

 

Charlotte Diane Cruse (f.1967) er dansk-fransk billedkunstner, opvokset i Frankrig, bosat i Danmark.


Med international, humanistisk erfaring ser hun kunsten som en stærk kommunikationsform, der ordløst bevæger og skaber resonans mellem mennesker; som inviterer ind i et møde i nærværets og refleksionens rum. I Cruses konceptuelle værker spiller det eksistentielle en væsentlig rolle, og narrative aspekter gør værkerne både relevante og relatérbare.

​

Drivkraften bag kunstnerens arbejdsomme tilværelse ligger i samtalen med materialet og i værkets transformerende forløsning. I begyndelsen af sit kunstneriske virke har Charlotte Diane Cruse arbejdet med keramisk stentøj i skulpturelle værker, hvor sammenstillinger af elementer gestalter menneskelige handlinger og hændelser.


- En genfortolket kinesisk bedeklokke sat sammen i en flerhed, simulerer fx en menneskeflok. Placeret i individuel position tegner klokkeformen det enkelte menneskes ståsted i verden. Variationsmulighederne har fremkaldt en udvikling i rumlig retning, der har dannet afsæt for flere installatorisk-skulpturelle værkserier.


Krigens metaforer ligger til grund for de nyere ting. I det prisvindende værk How to Hug er en samling nærtstående og stofbeklædte granater omkranset af et fælles bånd, som byder figurerne at samarbejde. I værket Anatomy of the Self manifesterer en flok hjelmklædte stentøjsskildpadder forskellige sindsstemninger.


- Appetitten på eksperimentets rejse har udvidet materialebrugen til at omfatte genbrugte tekstiler som fx 1700-tals gobelinstof, en tynd hindelignende faldskærmsdug, naturelementer som træ og kornstrå, samt readymades, møbler med slægtens spor og udvalgte genstande, der bidrager til historiens fortælling.

​

Inspirationen kommer mange steder fra. Særlig stærk er strømningen omkring den franske far, som producerer cognac og udsøger essenser, og den danske mor, som med farvesans og kunsthåndværk har formet hverdagens poesi. Med familien som afsæt, international skolegang, uddannelse i Schweiz, menneskemøder i et karriereforløb indenfor FN samt en dansk

læreruddannelse blev det humanistiske verdenssyn grundlagt.

 

Kunsten har altid været present, men blev til et personligt anliggende gennem rejser, kurser ved Eli Benveniste og Kunstskolen Spektrum, samt i mødet med værker af blandt andre Louise Bourgeois, Anselm Kiefer, Joan Miró, Egon Schiele og flere af mellemkrigstidens Secessionister. 

​

Vekselvirkningen mellem den franske og den danske kultur giver Charlotte Diane Cruse en glæde ved rammens benspænd og eksperimentets frihed, som hun i legende åbenhed deler med beskuere og publikum i et prægnant og fortroligt kunstnerisk formsprog.

 

- Inge Schjødt, komkunst.dk

Portræt foto_edited.png
  • Instagram
  • Facebook
  • LinkedIn

Designet af Marie af Rosenborg

bottom of page